airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Styrk medarbejdernes IT-sikkerhedsadfærd

Mange sikkerhedsbrud sker på grund af fejl og manglende viden blandt medarbejdere. De kan fx blive narret til at klikke på et usikkert link eller udlevere deres adgangskode. Derfor er det afgørende for virksomhedens IT-sikkerhed, at medarbejdere lærer, hvordan de kan reducere risikoen for, at virksomheden bliver ramt af fx et ransomwareangreb via en phishingmail.

Som virksomhedsleder har du det endelige ansvar for, at din virksomheds IT-sikkerhed er i orden. Det indebærer bl.a. at dine medarbejderes IT-adfærd er så sikker som mulig, da alle i din virksomhed er med til at udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko. Du kan bruge materialerne i pakken til at ramme dine medarbejdere i hverdagen med gode råd i en humoristisk indpakning, så I i fællesskab styrker virksomhedens IT-sikkerhed. 

Kommuniker de vigtigste budskaber om IT-sikkerhed til medarbejderne

Hvilke IT-sikkerhedsemner, I vil kommunikere til jeres medarbejdere, afhænger af jeres medarbejdere og virksomhedens risikoprofil. Et godt sted at starte er at fokusere på tre konkrete råd:

Vær opmærksom på phishingmails.

Hav opmærksomhed og sund skepsis overfor mails fra fremmede afsendere – fx mails med et link til en mistænkelig hjemmeside eller vedhæftede dokumenter, som kan være inficeret med virus.

Lav stærke adgangskoder på min. 15 tegn. 

Adgangskoder (passwords) er i høj kurs hos IT-kriminelle, da det kan give dem adgang til virksomheders systemer. Derfor er det vigtigt, at alle medarbejdere bruger stærke adgangskoder og anvender to-faktor login, hvor det er muligt.

Følg de samme sikkerhedsprocedurer når du arbejder hjemmefra

En ubeskyttet internetadgang er en hurtig vej ind i virksomhedens netværk for hackerne. Når du og dine kollegaer arbejder hjemme, er det vigtigt, at sikkerheden fortsætter med at være høj.  

  • Tjek, om dit trådløse netværk er sikkert. Brug ikke åbne trådløse netværk til hjemmearbejde. 
  • Sørg for, at både din private computer og arbejdscomputer er opdaterede.
  • Hav fokus på den fysiske sikkerhed og fortrolighed i hjemmet.
  • Vær opmærksom på falske henvendelser på mail, sms og opkald.

Kommuniker IT-sikkerhed på flere forskellige måder i virksomheden

Kommunikation om IT-sikkerhed kan ikke klares én gang på ét morgenmøde. IT-kriminelle ændrer konstant metoder og finder nye måder at svindle eller narre virksomheders medarbejdere på. Det er vigtigt, at I overvejer om nye emner skal kommunikeres og medarbejdernes viden skal genopfriskes. Vurder gerne dette halvårligt.

Der er mange måder at give jeres budskaber videre til medarbejderne på. Ofte vil en kombination af flere måder være mest effektiv og påvirke flest mulige medarbejderes adfærd i den rigtige retning. I kan fx:

  • Afholde medarbejdermøder, hvor I mundtligt kommunikerer jeres IT-sikkerheds-retningslinjer kombineret med gode IT-sikkerhedsråd.
  • Præsentere gode IT-sikkerhedsråd på plakater rundt omkring i virksomheden.
  • Sørge for at nye medarbejdere som en del af deres velkomst også får relevant viden om virksomhedens IT-sikkerhed.
  • Vælge at købe vejledning til en oplysnings- og uddannelseskampagne hos en ekstern leverandør.