Som virksomhedsleder har du det endelige ansvar for, at din virksomheds IT-sikkerhed er i orden. Har du styr på om din leverandør giver dig en pålidelig løsning?
Leverandører er attraktive mål for hackere
Cyberangreb målrettet leverandører er effektiv, fordi kompromittering af én leverandør kan give adgang til mange organisationer på én gang, enten gennem indhentning af leverandørens kundedata eller adgang til væsentlige dele af en sektors infrastruktur.
Når en service outsources til en leverandør, outsources cybersikkerhed og adgang til data også. Jo mere din forretning er baseret på udliciterede IT-løsninger desto vigtigere er det, at du har en kvalificeret dialog med din IT-leverandør om sikkerheden i din løsning.
Tal med din leverandør om IT-sikkerhed
For at afdække, om din leverandør har tilstrækkelig fokus på IT-sikkerhed, er det en god ide at tale med jeres IT-leverandør om nedenstående punkter. Kravene til sikkerhed kan naturligvis variere alt efter, hvor kritiske og følsomme din virksomheds data er.
- Hvad gør IT-leverandøren for at beskytte mod uønsket adgang?
- Hvad gør IT-leverandøren for at sikre tilgængelighed og høj oppetid?
- Hvad gør IT-leverandøren for at dokumentere deres sikkerhed?