Et DDoS-angreb (Distributed Denial of Service – eller et "ude-af-drift"-angreb) er et overbelastningsangreb. Det udføres ved, at en person, som kontrollerer en masse computere eller andre internet-enheder, får dem til på én gang at forespørge den samme internetadresse eller sende trafik med et særligt mønster mod dit IT-udstyr. Resultatet er, at ingen andre kan komme i forbindelse med for eksempel hjemmesiden. DDoS kan ramme hjemmesider, mailservere, firewalls, routere o.lign.
Hvis du oplever, at du eller dine kunder ikke har adgang til din virksomheds hjemmeside, kan du være blevet offer for et DDoS-angreb.
Hvordan undgår du at blive ramt af et DDoS-angreb?
Det kan være svært at undgå at blive ramt af et DDoS-angreb, da det er et angreb udefra.
Du kan forberede dig på et angreb ved for eksempel at udarbejde en nødforside til din hjemmeside, som fortæller dine kunder, hvordan de kan kontakte dig.
Det er en god idé at kontakte din internetudbyder og høre, hvilke services de tilbyder, hvis du bliver ramt af et overbelastningsangreb.
Du kan også købe en løsning hos en IT-sikkerhedsleverandør, hvor internettrafikken sendes gennem et særligt sikkerhedscenter, som kan håndtere meget store mængder trafik.