airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Træk vejret før du klikker

Digitale svindlere udnytter vores naturlige instinkt til at reagere hurtigt. Men træk vejret, før du klikker, og følg et par enkelte råd, så du undgår at blive svindlet.

Digitale svindlere kender vores adfærd. De udnytter derfor vores frygt, glæde og vores trang til at reagere hurtigt, når de forsøger at lokke os i fælden. De bruger aktuelle situationer, som virker troværdige, så vi har paraderne nede og derfor ikke når at tænke os om. Og de udvikler hele tiden nye teknologier i et tempo, så det kan være svært for os at afkode.

Gode råd til at undgå at blive svindlet:

  1. Sæt farten ned, og gør én ting ad gangen.
  2. Bevar din skepsis, også selvom svindlere har oplysninger om dig.
  3. Reagér hurtigt, hvis du er blevet svindlet, og antag, at det også kan ske for dig.

Sæt farten ned, og gør én ting ad gangen

Vi bliver uopmærksomme, hvis vi har travlt med andre gøremål, mens vi shopper på nettet, tjekker mails eller sms’er. Det betyder, at vi hurtigt kan få klikket én gang for meget.

Typisk opfinder svindlerne en dækhistorie, som ved første øjekast kan lyde troværdig, men som kræver, at du handler hurtigt. Fx ved at udgive sig for at være din bank eller Tusass og påstå, at der er problemer med din pakke, og at du hurtigt skal sende dine oplysninger for at få pakken udleveret. Men reagér ikke øjeblikkeligt. Stop op, og tjek en ekstra gang, inden du klikker.

Bevar din skepsis, også selvom det ser ud til, at svindlerne kender dig

Svindlere forsøger ofte at gøre deres henvendelser så personspecifikke som muligt, så de virker mere troværdige. Fx at du er kunde i en bestemt bank eller fitnesscenter, har et Netflix-abonnement eller venter en pakke fra Tusass. Men ofte gætter svindlere bare og bruger de aktuelle situationer, der er i løbet af året, så vi er mindre mistænksomme.

Selv konkrete oplysninger som dit navn eller brugernavn kan være et trick. Oplysningerne kan nemlig stamme fra lister fra tidligere hackerangreb eller data, som er blevet handlet på svindlermarkedet, og som nu bruges til at lokke flere oplysninger ud af dig. Ofte har de kun denne ene oplysning om dig. Undgå derfor at gå i panik, og lad være med at gøre det, svindlerne vil have dig til.

Reagér hurtigt, hvis du tror, du er blevet svindlet

Vi bliver ofte flove, når det går op for os, at vi har dummet os og er hoppet i en svindlers fælde. Derfor får vi ikke reageret og anmeldt svindlen. Men det er forkert. Svindlere er i dag så avancerede og følger med tiden, så alle kan falde i, og ingen kan kende alle tricks.
Du må derfor ikke tro, at det kun er naboen, der bliver udsat for svindel. Det kan også kan ske for dig, og derfor skal du reagere, hvis du har en mistanke.

Det skal du også, selvom der måske ikke er blevet hævet penge på din konto dagen efter, eller dit billede ikke er blevet delt. Oplysninger er nemlig en handelsvare mellem svindlere, og derfor kan der godt gå flere måneder, før du tilfældigt opdager, at dine personfølsomme oplysninger er blevet misbrugt. Lige når du tror, at faren er drevet over.

Fem adfærdstricks, som svinderne udnytter

  1. Vi klikker uden at tænke os om
    I langt de fleste tilfælde handler vi uden at tænke aktivt over det. Ikke mindst, hvis en henvendelse på mail, sms og telefon eller et opslag på nettet ligner noget, vi kender. Vi slår automatpiloten til og reagerer med et klik uden at tænke over det. På samme måde er vi også mere tilbøjelige til at klikke på links, der ser ud til at være fra en afsender, vi kender og det udnytter svindlerne ved at lave henvendelser, der ligner det, vi kender.
  2. Vi gribes af følelserne
    Dette tilbud gælder kun i dag! Eller: Der er lige nu tre andre, der kigger på det samme hotelværelse. Svindlerne bruger også de tricks: Der er nogle, der er ved at hæve penge på din konto. Send os dine oplysninger, så vi kan stoppe dem, inden det er for sent. Eller: Du er den heldige vinder af 10.000 kr., send os dine oplysninger, så overfører vi pengene.

    Frygt, håb, stress og usikkerhed er nogle af de følelser, som svindlerne prøver at fremkalde for at få os til at gå i deres fælder. Og når vi er skræmte eller stressede, er der en øget chance for, at vi reagerer hurtigere end ellers.
  3. Vi rammes af nysgerrighed og frygten for at miste
    Der er en pakke på vej til dig. Men der er ikke porto nok til, at den kan nå frem. Betal venligst restporto her. En sådan besked kan få os i fælden, fordi vi er nysgerrige og ikke kan lide at miste noget, som vi tror er vores.

    Svindlerne giver os derfor i deres henvendelser en fornemmelse af ejerskab over noget, som de stiller os i udsigt. Og ikke mindst, at vi mister det, hvis ikke vi reagerer med et klik. Særligt i sms’er er vi vant til, at der ikke er så meget information, og vi betragter det derfor som naturligt, at vi skal klikke videre for at få mere at vide.
  4. Vi tror på autoriteter
    Du får en besked om ny post som ligner at være fra en myndighed. Her vil en nærliggende tanke for mange være, at de hellere må reagere. Når henvendelsen er fra en myndighed eller autoritet som fx Skattestyrelsen eller Politiet får mange følelsen af, at de er forpligtet til at reagere. Men det ved svindlerne også og udnytter det til at lokke dig i fælden.
  5. Håbet gør os blinde
    Klik på linket, og deltag i en konkurrence om præmier på 10.000 kr., eller du har vundet vores lodtrækning på gavekort til Brugseni, et spaophold eller noget helt andet. Som mennesker er vi tilbøjelige til at tro på vores eget held – også selvom det burde synes urealistisk – når der er noget, vi virkelig godt kunne tænke os.
    Netop det udnytter digitale svindlere for at få os til at udlevere vores personlige data.