Tag sikkerhedskopier

De fleste af vores private billeder og dokumenter er digitale i dag. Mister du din telefon, bliver din tablet smadret, eller går din computer gå i stykker, risikerer du derfor at miste vigtige billeder og dokumenter. Derfor er det en god idé at tage sikkerhedskopier.

Gode råd om at tage sikkerhedskopier og holde dine data sikre

Gode råd om at tage sikkerhedskopier og holde dine data sikre:

  • Brug en ekstern harddisk og kopiér computerens indhold.

  • Sikkerhedskopiér til ”skyen” (cloud), og få adgang til dine data på internettet.

  • Tag sikkerhedskopier med jævne mellemrum.

Indhold

Brug en ekstern harddisk, og kopiér computerens indhold

Du kan bruge en ekstern harddisk til at kopiere og opbevare data fra din computer. På telefoner og tablets er det bedst at bruge en cloud-løsning.

Køb en ekstern harddisk med rigelig plads. Dokumenter fylder typisk ikke så meget, mens musik, billeder og film fylder en del mere. Kopiér de data, du ønsker en kopi af, over på din eksterne harddisk.

Sikkerhedskopiér til ”skyen” (cloud), og få adgang til dine data på internettet

”Skyen” (også kaldt clouden) er en service på internettet, der tilbyder at kopiere og opbevare dine data. Når du sikkerhedskopierer data til skyen, får du adgang til dine data via internettet og skal derfor ikke selv opbevare og passe på sikkerhedskopien.

Der findes en række firmaer på internettet, der tilbyder denne service. Som oftest følger der også en (begrænset) cloud-service med, når du køber din telefon eller tablet. Den kan du evt. udvide med mere plads ved at betale et månedligt beløb.

Søg på internettet efter mulige løsninger. Du kan for eksempel søge på ”sikkerhedskopi pc” eller ”sikkerhedskopi iPhone”, afhængigt af hvilken enhed du vil sikkerhedskopiere. Læs om de forskellige services, og find den, der passer til dit behov.

Tag sikkerhedskopier med jævne mellemrum, eller indstil til automatisk kopiering

Hver dag får vi masser af nyt indhold og data i form af billeder, kontakter, dokumenter mv. på vores digitale udstyr. Derfor skal du også huske at sikkerhedskopiere dine enheder med jævne mellemrum, så du ikke risikerer, at de seneste familiebilleder eller dokumenter går tabt.

I de fleste cloud-services kan du indstille servicen, så den automatisk kopierer de data, du vil have en kopi af, med jævne mellemrum eller på bestemte ugedage og tidspunkter. Så behøver du ikke selv at huske på det. Ved eksterne harddiske kræver det dog, at harddisken er sluttet til computeren på de planlagte tidspunkter.

Hvorfor er det vigtigt at sikkerhedskopiere?

Det er ikke kun ærgerligt og dyrt at miste sin computer eller telefon. Har du ikke taget sikkerhedskopi, kan alle dine data være tabt: Kontaktinformationer på alle dine venner, dine billeder og eventuelle vigtige dokumenter. Det er muligt, at fageksperter kan redde nogle af oplysningerne, hvis computeren eller telefonen fx har fået vand, men det kan blive en dyrt.

Opdater dine programmer

”Ny opdatering klar”. Nu igen? Vi får ikke altid trykket ja, når notifikationen popper op. Men manglende opdatering af dine programmer svækker sikkerheden af dine data. Følger du rådene, kan du styrke sikkerheden på dine enheder.

Selvom du beskytter dine enheder med stærke kodeord, kan manglende opdatering af dine styresystemer, apps og programmer efterlade sikkerhedshuller, som giver digitale svindlere mulighed for alligevel at få adgang til dine enheder.

Programmerne på din computer, telefon eller tablet bliver løbende opdateret for at lukke sikkerhedshuller, som svindlere ellers kan bruge til at snige sig ind ad bagvejen.

Gode råd om at opdatere programmer og holde dine data sikre:

  • Installér opdateringer, så snart de er tilgængelige.

  • Sæt din telefon, tablet, apps og computer til at opdatere automatisk.

  • Lav en reminder til dig selv om at opdatere din browser (fx Safari, Internet Explorer, Google Chrome og Firefox).

Sæt din telefon, tablet, apps og computer til at opdatere automatisk

Den bedste måde at sikre, at programmer m.m. opdateres med det samme, er at indstille din telefon, tablet og computer til at downloade og installere nye opdateringer automatisk. Så behøver du ikke at tænke på det.

En række producenter har lavet guides til, hvordan du kan vælge automatisk installation af opdateringer. Du kan finde guides til automatisk opdatering af fx Apple- og Microsoft-produkter på deres hjemmesider.

Lav en påmindelse til dig selv om at opdatere din browser

Ikke alle programmer kan indstilles til at installere opdateringer automatisk. Det gælder bl.a. flere internetbrowsere. Derfor må du selv huske at gøre det.

De mest benyttede browsere, fx Google Chrome og Safari har lavet guides til, hvordan du tjekker og installerer opdateringer af de mest benyttede browsere. Du kan finde guides på deres hjemmesider.

Du kan gøre det nemmere for dig selv at huske at tjekke for opdateringer, hvis du laver en påmindelse til dig selv i kalenderenfx en gang om måneden.

Hvorfor er det vigtigt at opdatere sine programmer?

Manglende opdateringer er en af de mest udbredte årsager til, at vi får virus på vores computere og telefoner. Virus kan ødelægge vores private data eller give andre adgang til dem: personlige oplysninger, vigtige dokumenter, billeder, telefonkontakter m.m.

Svindlere og virusudviklere finder derfor hele tiden nye måder at omgå sikkerheden. Det, der var sikkert i sidste måned, er det ikke nødvendigvis i dag. Heldigvis udgiver producenterne løbende sikkerhedsopdateringer. De hjælper dog kun, hvis du løbende installerer dem.